Peters beretning om uge 1 på Bahrain:

”Godt nytår !”.

”Godt nytår – det kan de sgu sagtens sige” tænkte jeg. Sandheden var at vi den 31.12.03 kl. 23.59.59 aldrig har vidst så lidt om, hvad det kommende år – ville bringe, som netop i år. Bortset fra at året efter planen skulle tilbringes på Bahrain.

Nytårsaften var i hvert fald en god aften, også den del der strakte sig ind i det nye år. På forhånd havde jeg proklameret at gæster på Brønsbjergvej 30 kun var velkommen, såfremt de både ville hjælpe med forberedelser og ikke mindst oprydning og nedpakning den efterfølgende dag. – Alligevel sad vi syv til bords…

Der var blevet pakket rimelig meget inden nytårsaften, og jeg sad faktisk om aftenen med en god fornemmelse af, at resten hurtigt kunne pakkes. Det eneste gode der er at sige om den fornemmelse er at jeg fik stresset af nytårsaften, for fornemmelsen var forkert. Trods diverse tømrermænd var vi tidligt på benene nytårsdag. Stine og Maria pakkede køkken, Jan Christian og jeg pakkede så meget vi orkede af alt andet. (TAK FOR HJÆLPEN)

2. januar ringede vækkeuret kl. 04.30 og så var der fuld knald på igen. Fragtmanden kom samtidigt med at den sidste af de 17 flyttekasser blev lukket. Derefter blev kufferterne pakket, og det sidste gjort rent. Sandra og Uffe, som lejer huset, kom lidt senere end planlagt – det var nok meget godt. Stuegulvet var tomt i mindre end 15 minutter! Pludselig var de ting der lå i flyttekasserne ikke længere vores, og ved nærmere eftersyn var selve kasserne heller ikke vores – det gik bare så stærkt at man ikke kunne følge med.

Efter at bilen var kørt på fjernlager ved Katja og Helge, og vi var blevet totalt debile kørte vi med Erik og Birgitte til Middelfart og fik et sidste ordentlig dansk måltid mad. Far og Kirsten, og Jan og Maria havde også lagt vejen forbi.

3. Januar. Som sædvanligt ringede vækkeuret næsten før vi havde sluppet det af syne. Turen til Billund gik fint og det gjorde det sidste farvel også – ingen store vandfald, tak for det. Vi tjekkede ind og snart efter var vi på plads i flyet mod Frankfurt. Vi lettede fra Billund 07.40 som planlagt i en frostklar solopgang, som var noget af den flotteste afsked med Danmark man kunne forestille sig. Ud af vinduet kunne vi se ned på Vejle fjord, Lillebælt, Middelfart, Fænø, Kolding fjord inden vi nåede til Assens, Helnæs og videre ned forbi Als og til Flensborg Fjor. Stine havde aldrig forstillet sig at de landkort man laver, faktisk svarer så godt til virkeligheden som tilfældet. (Det her kunne blive en lang dag…)

Snart var vi i Frankfurt, turen rundt i lufthavnen klarede vi med hjælp fra et par venlige tyskere bag diverse skranke. ”Quatar Airways – der er den”. Allerede her i flyet var vi ved at begynde at være i mindretal – os bleghuder. For første gang i lang tid kunne vi se frem til at slappe af i længere tid. Vi gloede på hinanden, og mindst den ene af os tænkte: ”hvad fa’en laver jeg egentlig her…?”

Der var lidt problemer med nogle tekniske detaljer, som forsinkede os i 45 min, men som stewardessen beroligende sagde: ”Usually this never happens to us”. Bortset fra forsinkelsen kan man ikke sætte en finger på den flyvetur, servicen var i top.

Om aftenen landede vi så i Qatar International Airport, og hvis bleghuderne var i mindretal i flyet var det for intet at regne i forhold til hvad vi var nu! Vi gik rundt mellem abayaer og dish dash’er og hvad man ellers kan finde på af navne for den lokale mundering – nu kunne man virkelig mærke at man var på udebane, ikke mindst fordi det ikke bare var en uges ferie, der er altså et år vi skal tilbringe her blandt ”sådan nogen”, det gør en stor forskel.

Vejret var i øvrigt dejligt, solen var for længst gået ned, men der var nok ca. 25 grader, og en svag vind som langt fra var nok til at holde os afkølet.

Vi lettede kort efter med kurs mod endestationen: Bahrain. Vi nåede dårligt at tage sikkerhedsbæltet af før det skulle på igen og der skulle gøres klar til landing. I lufthavnen i Bahrain fik vi vores midlertidige visa – det gik uden problemer af nogen art. Vi havde ikke rigtigt fået aftalt, hvordan vi skulle finde vores chauffør ”Jamal” i lufthavnen. Det havde vi snakket lidt om i løbet af dagen, vi havde ikke nogen flag med, og det var nok godt det samme, for så havde ”Jamal” nok tænkt sit og kørt igen når han så sådan et par hoveder. (Humor i Bahrain – det kan jeg forklare om senere når jeg har stiftet bekendtskab med den). Vi fandt hurtigt vores bagage og gik mod udgangen, og inden vi faktisk var begyndt at lede efter nogen stod der en mand tæt på os og sagde pænt ”Hello”, jeg var nød til straks at spørge hvordan han kunne kende os så hurtigt. Det svarede Jamal kun henkastet på – der står åbenbart DANMARK med store typer i hele vores ansigt hernede – fedt…

Jamal kørte os til ”Sar”, hvor vi skulle bo, ca. 20 km. fra lufthavnen. Det var ved at være sent og jeg var efterhånden så træt at både arme og ben kunne falde af hvornår det skulle være. Jamal viste os kort rundt i huset – det så helt fint ud – og godnat.

Det var simpelthen så perfekt at få sovet ud, tilmed i en god seng. Nu havde vi to fridage inden Stine skule starte på arbejde, det måtte da være nok til at blive helt klar. Som med så mange fridage før disse skulle det vise sig at de hurtig fik ben og gå på.

Vi blev hentet af næste formiddag, han kørte os til Cowi, hvor vi gik en runde og fik hilst på Stines nye kolleger. Det var en god oplevelse, de tog pænt imod og vi fik snakket lidt om løst og fast. Efterfølgende skulle vi videre til trafikministeriet og have internationalt kørerkort. Dette mislykkedes dog. Der var trådt nye regler i kraft pr. 1. januar, hvilket blandt andet betød at øjenlægen holdt fri klokken 13.00, så vi ikke kunne få lavet den nødvendige ”eyetest”.

Tilbage på kontoret forhindrede det dog ikke Jamal i at udlevere nøglerne ti Stines bil, en Nissan Sunny. Han tilbød at eskortere os hjem og hente os med eskorte næste morgen. Selv om trafikken er et kapitel for sig hernede, hvilket vi allerede havde fundet ud af, forbød min beskedenhed mig at tage imod tilbuddet. Det lykkedes også at komme hjem uden buler, men vi kunne ikke sige os fri for at blive dyttet af et par gange. På vejen hjem holdt vi ind i det lokale supermarked ”Alosra” i Sar. Her fandt vi til vores store beroligelse ud af at man kan købe næsten de samme slags varer som hjemme i Danmark, man kan så også købe nogen meget anderledes ting, hvis man skulle få lyst til det. Ingen eksperimenter første dag – vi tog det sædvanlige så vi kunne lave aftensmad hjemme.

Næste morgen var vi ved Cowi klokken 08.00, vi skulle ikke komme for sent til trafikministeriet endnu engang… Jamal arrangerede en bilvask af Sunny’en, det er bare noget der ordnes der hvor den nu holder parkeret – ok, så fik vi også lært det. Ganske rigtigt da vi forlod kontoret kort efter var bilen nyvasket – prisen hørte vi ikke. Jamal skulle have sin bil til service så vi fulgte efter ham ned til Sitra, hvorefter Stine måtte finde vej ud fra Jamals anvisninger fra bagsædet. Det lykkedes, men de lokale kører altså lidt uforsigtigt, og tager absolut ingen hensyn til eventuelt nyankomne som ikke er stedkendt endnu.

På trafikministeriet stiftede vi for første gang rigtigt bekendtskab med det lokale bureaukrati. Alt snak intern mellem de ansatte sker med meget høj stemmeføring og man får ikke ligefrem indtryk af fuld kontrol når man står der og venter. Lad det være sagt med det samme: uden Jamal var det aldrig gået. Han kender de lokale og udstråler den fornødne autoritet til at blive behandlet ordentligt. Første skranke, her fik man udleveret papirer til ”the eyetest”. Anden kø, selve ”teh eyetest” Jamal sagde at jeg skulle gå med ind når Stine blev råbt op. Det forsøgte jeg så men blev pænt afvist. Det kostede mig så en god time i ventetid. Der var intet jeg kunne gøre, jo lytte, for hvis jeg overhører mit navn blive råbt op går der nok endnu en time tænkte jeg. Jamal vidste godt at kvinder kommer væsentligt hurtigere til, sådan er det, og det lærte jeg også hurtigt efter at være vidne til at adskillige kvinder ankommet senere end jeg pludselig blev råbt op. Tæt ved siden af mig stod en anden ”white-face”. En gang imellem var hans kone, der ellers ventede udenfor, henne ved ham, jeg kunne hører de var englændere og jeg kunne også hører at manden ikke fattede en skid af kø-systemet og at ”eyetesten” i sig selv var latterlig overfladisk. Vi faldt i snak, det gjorde ventetiden mere overskuelig. Han hed Mike og arbejdede ved British Airways i lufthavnen. Endelig blev det min tur, og ganske rigtigt, selve testen tog under et minut, jeg skulle kende farverne rød, grøn og hvid og sige to-tre bogstaver fra en tavle, så fik jeg stemplet papirerne og så var det ud af klappen igen. Efter tre skranke og nogle ubetydelige kødannelser senere havde også jeg fået kørerkort. Stine havde for længst fået sit. Vi udvekslede telefonnumre med Mike og Colleen og aftalte at snakke videre under lidt mere afslappede forhold i den nærmeste fremtid.

Om aftenen gik vi en tur i den Bahrainske Suk – det lokale marked i Manama. Det var noget af et gedemarked, nå men nu vidste vi da hvor det lå til en anden gang.

Så kom dagen – 06. januar – og Stine skulle starte på arbejde. Jeg var kortfører i bilen for at finde ind til kontoret, og derfra ellers overladt til mig selv. Jeg fik gået en god lang tur gennem byen, besøgte nogle store indkøbscentre og endte faktisk med at gå hele vejen til Sar. En dejlig dag, hvor man fik en masse lokale indtryk med i rygsækken – det var vidst et meget anderledes land vi var kommet til her. For eksempel går man ikke i shorts selvom solen skinner, hvorfor ved jeg ikke, men det gør man altså bare ikke!

Onsdag var Stine klar til at tage turen til arbejde selv – fint så kunne jeg passe sofaen og mine ømme ben imens, sammen med en god bog, det var dog en fornøjelse med alt den tid jeg pludselig havde.

Om aftenen kørte vi i ”Seef Mall”, hvor jeg havde været på min gåtur dagen før. Det er et gigantisk stort indkøbscenter. Langt de fleste butikker handler med enten tøj, smykker, elektronik eller fast food. Vi spiste mexikansk og så os lidt omkring i de mange butikker. Vi blev hurtigt enige om at det nok ikke var sidste gang vi havde været der.

Torsdag er ugens sidste dag hernede og man holder tidligt fri præcis som vi går om fredagen derhjemme. Jeg kørte med Stine på arbejde for at gå en bytur. Mike havde i køen ved den famøse ”eyetest” fortalt at der skulle ligge en ”beershop” i nærheden af Gulf Hotel. Det var jo indtil videre ikke fordi vi havde væltet rundt i øl og sprut så det var da gåturen værd, hvis jeg kunne finde den.

Som så meget andet lykkedes det ikke at finde ”beershoppen” i første forsøg. I stedet fik jeg set ”Grand Mosque” de evigt tilbagevendende bønner som præsterne lidt for ofte udbasunere er jeg allerede næsten immun overfor, men de var nu en smugle kraftige og længere i dette område… Turen fortsatte til nationalmuseet i det helt nordøstlige hjørne af Manama. Det var åbent, så jeg gik ind og så mig omkring. En anbefalelsesværdig runde, som gav et godt billede af fortid og nutid i Bahrain. Stine havde fri kl. 13.00 så da var jeg tilbage ved Cowi, vi fik en hurtig pizza på Pizzahut og kørte hjemad.

Om aftenen blev vi hentet af Mike og Colleen, de ville vise os den klub, som de er med i og som også ligger i Sar, tæt ved hvor vi bor. Det blev en rigtig god aften. Klubben hedder Dilmun Club og består af en tre-fire barer og restauranter en pool og et par tennisbaner, selvfølgelig omkranset af høje murer ligesom alt andet i Bahrain så man kan være i fred. Vi fandt en god bar og fik nogen ”Pints”. Mike og Colleen har boet her i 8 måneder og før det havde de boet i flere andre arabiske lande. De kunne derfor sammenligne landene og var ikke i tvivl om at Bahrain var det mest frie og vestlige land de havde været i hernede. En af mine erfaringer den aften var at jeg faktisk klarede mig ret godt på engelsk – og det blev faktisk bedre efterhånden som aftenen gik…

Jamal havde fortalt os: ”Don’t drink and drive in Bahrain” inden vi overhovedet havde set en eneste øl hernede. Det mente Mike nu var lige overdrevet nok, og satte sig bag rattet da vi skulle hjem, samtidigt med at han forklarede os at der aldrig kom politi så langt ude. Mike slingrede derudaf og der kom heldigvis ingen politi. Englændere…

Fredag var det så weekend, ja altså én dag.